Sognepræst Johannes Ferdinand Fenger

Vita 2

Johannes Ferdinand Fenger blev født 30. marts 1805 på Christianshavn, han døde 9. maj 1861 i Høje Taastrup.

I en alder af 7 år kom han i Borgerdydskolen, og noget over 16 år gammel blev han i 1821 student. Fire år efter tog han theologisk Attestats med Udmærkelse, og derpå blev han Lærer i Borgerdydskolen.

Da han havde en usædvanlig smuk og sympathetisk Sangstemme, blev der gjort ham et fordelagtigt Tilbud om en Ansættelse ved Operaen, men det afviste han uden Tøven, da hans Hu stod til kirkehistoriske og sproglige Studier.

1827 vandt han Universitetets Guldmedaille for en Undersøgelse af de ældste Kirkefædres Lære om Djævelen og Dæmonerne, og Aaret efter forsvarede han for Licentiatgraden i Theologi en Afhandling om Celsus, en af Kirkens ældste Modstandere. Kort efter tiltraadte han med offentlig og privat Understøttelse en Udenlandsrejse, der strakte sig over 3 1/2 Aar. Først opholdt han sig et Aars Tid i Berlin, hvor han under Neanders og Hengstenbergs Paavirkning gjennemlevede en alvorlig religiøs Krise, der førte ham til Brud med den Rationalisme, som han før havde hyldet. Fra Berlin rejste han over München og Wien til Rom, hvor han med Iver lagde sig efter Syrisk, og der fra gjennem Schweits til Paris, hvor han oplevede Julirevolutionens Dønninger. Der traf han en Nordamerikaner ved Navn Richmond, med hvem han gjorde en Rejse til Grækenland og Tyrkiet for at studere Oldtidsminderne og Folkelivet, og først i Efteraaret 1831 vendte han hjem, rig paa Kundskaber og Livserfaring.

Efter Hjemkomsten nyttede han sin Ret til at bestige Universitetets Kathedre til at holde Forelæsninger over den nygræske Poesi og over de messianske Salmer, og 1833 deltog han sammen med sin nære Ven P. T. Hald og C. T. Engelstoft i Konkurrencen om den ved Fogtmanns Udnævnelse til Biskop ledig blevne Plads i det theologiske Fakultet. Engelstoft gik af med Sejren, men Fenger og Hald fik ”en særdeles Ros og Anbefaling til Kongen”.

Da Haabet om en Lærergjerning ved Universitetet således var glippet, besluttede han straks at søge præsteembede, og inden Året var omme, var han udnævnt til præst i Lynge og Broby. Skønt hans forgænger havde været en dygtig og nidkær mand, var der ikke meget liv i de to sogne, men efter Fengers komme blev alt bedre. Kirkerne begyndte at fyldes, og ved gudelige Forsamlinger eller ”Aftenlæsninger” rundt i sine opvakte Sognefolks Huse arbejdede Fenger for at udbrede kristelig Oplysning og for at lede det religiøse Liv i et sundt Spor.

I det nære Sorø havde han i Ingemann og Wegener gode Venner, der delte hans Sans for Poesi og Historie, og i et Par Mils Afstand sin ældre Broder  Peter Andreas Fenger, der var ham en trofast Raadgiver i alle Embedssager. De nidkære Præster i denne Egn af Landet fandt hurtig hverandre, og F. blev snart Sjælen i et Broderkonvent, der omsluttede de såkaldte ”12 Apostle i det hellige Land”.

Ved Siden af Præstegjerningen fik F. Tid til meget andet. Han var en Ven af Missionssagen, i mange år (fra 1836) Formand for dansk Missionsselskab og Redaktør af ”Dansk Missionsblad” (1842-51), og til Missionshistorien har han ved sin Skildring af den trankebarske Mission (1843) ydet et ret betydeligt Bidrag. Sammen med V. Birkedal udgav han ”Vidnesbyrd fra Herrens Hus” (1847), en meget skattet Postil af forskellige danske Præster, og tillige tog han jævnlig del i forhandlingen af kirkelige spørgsmål. Både sognebåndsløsningen og religionsfriheden havde i ham en varm Talsmand, og han søgte at vække og nære Sansen for Frihed og Danskhed i sin nærmeste Kreds.

Som sin ældre Broder var han en Discipel af Grundtvig, men ligesom denne tillod han sig på flere Punkter, som i Missionssagen, spørgsmålet om de gudelige Forsamlinger og om Præstefriheden, at gå sine egne Veje. Vore kirkelige Blade og flere småskrifter bære Vidne om, at han ikke lagde de videnskabelige Sysler på Hylden, fordi han var bleven en nidkær Præst, og gennem Roskilde Præstekonvent, et Stiftskonvent for Sjælland, til hvis Oprettelse han væsentlig havde givet Stødet, fik han Lejlighed til at påvirke mange Embedsbrødre.

Det var på dette konvent, at tanken om dannelsen af et Selskab for Danmarks Kirkehistorie først blev fremsat, og denne tanke blev for en væsentlig del ved Fengers hjælp ført ud i virkeligheden (1848). Han viste også sin Kjærlighed til det unge Selskab ved jævnlig at tage Ordet på dets årlige Møder og ved at give Bidrag til dets Tidsskrift. Allerede før Selskabet for Danmarks Kirkehistorie var blevet dannet, var der på Roskilde Præstekonvent udtalt en anden spirekraftig Tanke, som ligeledes straks var blevet knæsat af F.: Tanken om en ny Salmebog.

Fenger, der sammen med sin yngre Broder  Rasmus Theodor Fenger havde udgivet flere mindre Samlinger af Festsalmer, var fortrinlig rustet til et sådant Arbejde, og han blev et virksomt Medlem af det Udvalg, der udarbejdede den nye, såkaldte Roskilde Konvents Salmebog, som efter flere Omarbejdelser blev autoriseret til Kirkebrug 1855. Også af den i 1853 nedsatte kirkekommission var F. medlem, og i den stillede han et Forslag om, at Præsterne, hvis de ønskede det, skulde kunne fritages for medvirkning ved afsluttelsen af ægteskab mellem fraskilte, og om, at Ægteskab i slige tilfælde skulde kunne indgås for den borgerlige øvrighed.

Endnu inden kommissionens arbejde var til ende, blev Fenger forflyttet til Høje Taastrup i 1854, og der virkede han til sin død, i de sidste år med en medhjælper ved sin side.

1859, under et præstekonvent i sin egen præstegård, blev han nemlig ramt af et slagtilfælde, og han fik hverken sin førlighed eller sin smukke fangstemme igen. Kristi Himmelfartsdag, 9. maj, 1861 kom et nyt slag, som medførte døden.

I 1834 havde Fenger ægtet Marie Magdalene Boesen, datter af justitsråd Johannes B., kontorchef i Rentekammeret. Med hende ved sin side dannede han et lykkeligt hjem, i hvilket der opvoksede en talrig børneflok.

Ingemann, der var en hyppig gæst i Fengers hjem, fik der den første tilskyndelse til sin kendte julesang: ”Julen har bragt velsignet Bud”, i hvilken ordene: ”Dans lille Barn paa Moders Skjød” sigter til et indtryk fra Lynge Præstegaard.

Inventar fra Johannes Ferdinand Fengers periode ved kirken

Katolsk altertavle

Rest af katolsk altertavle fjernet i begyndelsen af 1860’erne, men udskårne figurer fra den gamle altertavle stod dog ifølge kaldsbog fra 1860 endnu i våbenhuset.

Fortsat dyrkelse af helgenbilleder

Sogneforstanderskabsformand 1859-1862 Hans Sørensen lagde mærke til, at når præsten ved indvielse af brødet og vinen havde vendt ryggen til menigheden, rejste folk sig nede i kirken og både mænd og kvinder gjorde kniks til højre og venstre.

Hvorfor? Ingen vidste det mere, men H.S. mente, at han havde fundet ud af, at det var ærbødighed for nu overhvidtede helgenbilleder ved enderne af stolestaderne. (Thomas B. Bang 1910 eftf. Pastor Hans Heiberg, Havrebjerg samt A. Olrik i sogneforskning 1921 side 103 og 170).

Præstegårdens park

Præstegårdens park får erantisblomster, hvilket sikkert skyldes Fengers slægt, der stammer fra Mechlenborg og har bragt blomsterløg hertil.

Blytag på tårnet 1860

Kirkens tårn får nyt blytag i 1860.

Kirkebænke optalt

I 1862 var der i kirken 62 stolestader, alle med døre for. Heraf var de 23 forsynet med bræddegulv, resten var med brændt stengulv med træfodskamler.

Gravsted med stele

Vest for våbenhuset, under vinduet i kirkens vestlige ende står et monument i empire over licentiat Johannes Ferdinand Fenger, død 1861

Monumentet er formet som en stele med palmetgavl og med indsat marmorrelief af en engel med palmegren.

Præstegårdens ombygning 1855

Da pastor Fenger kom til Høje Taastrup i 1854 fandt han stuehuset for dårligt at reparere og foretrak at bygge et nyt stuehus, han fortæller herom i embedsbogen af 1854:

”Når jeg vil fortælle om præstegårdens opførelse i 1855, så er det våningshuset, jeg mener, thi udhusene bleve som de vare og deres tilstand er ikke ringe, hvilket især gælder om det ældste af dem, den gamle lade af 1668. Det var ikke for intet, at Søren Glud lod sætte på den: ”Partim posteris Nati sumus”. Og ”Non su olim”. Men våningshuset, skønt så nyligt opført, nemlig i 1821 af pastor Schow, var kun i en mådelig forfatning, højst usolidt bygget, en tumleplads for kulde og trækvinde. Det havde jo dog stået for provstesyn og vel havde det ladet sig gøre at forlænge våningshusets tilværelse ved en omfattende reparation, men jeg foretrak at rive ned og bygge op af grundmur en solid bygning, dog således at jeg lod den del af den gamle bygning blive stående, som kunne stå uden skade for det hele. Hele den østlige del af våningshuset blev nedrevet til grunden. Ja jeg gik dybere end til grunden, thi under den østlige del af den nye bygning indrettede jeg en fortrinlig kælder, dels til mælkningen, dels til grøntsager og andre viktualier. Alt er nyt fra den østlige gavl indtil midten af bygningen, der har jeg ladet det stå, som vender ind mod haven, mens det der vendte ud imod gården, blev nedrevet og overdelen sat på stiver, indtil grundmuren var opført.

Jeg har haft ordet ”Partim posteris nati sumus” for øje, thi vel er præstegården nu rummelig og god, men dersom en af mine efterfølgere skulle ønske at udvide den, så har han blot at fortsætte omtrent fra bygningens midte af. Det falder let i øjnene, hvorledes bygningen skal fortsætte og denne have den fornødne dybde.

Murværket blev opført af murer Christian Hansen, boende i Baldersbrønde her i sognet og tømmerarbejdet af tømmer Hans Nielsen, husmand i Høje Taastrup, snedkerarbejdet dels af sidstnævnte, dels af en snedker fra Roskilde. Malerarbejdet blev for det meste udført af malermester Wiene fra København. Med bygningernes indretning fik jeg bestandig råd af min brodersøn Ludvig Fenger. Da køkkenet i den gamle bygning straks blev nedrevet, og da desuden de nye værelser ikke vare beboelige, var det mig meget kærkomment, at jeg kunne få en lejlighed til leje i et grundmuret hus her i byen, som tilhørte en senere afdød høker Sønderbro (Bygaden 49A) . Hos ham lejede vi 4 værelser og køkken og beboede dette hus hele sommeren mens den nye bygning opførtes og rykkede ind i de nye værelser efterhånden som disse værelser ikke blot var færdige, men også tørre.

Med den nye bygning har vi været særdeles veltilfredse, den forener soliditet med rummelighed og bekvemhed, og vi have haft rigelig anledning til at glæde os over, at vi straks, da vi kom hertil, toge fat på byggeriet og fik det hele fra hånden.

Det var vel forbunden både med bekostning og besværlighed i det første år, men de efterfølgende år i den nye bygning har været desto behageligere.

Den nuværende sidefløj mod øst, hvor der køkken, vaskehus m.m. er bygget 1863 af provst Boesen. 1870 blev den nuværende forpagterbolig omforandret og den nuværende brønd gravet. Den gamle var ved nuværende køkkendør.

De tidligere præster har vistnok alle selv drevet avlingen, men provst Boesen forpagtede den ud til sin søn og det er vel derfor, at det nuværende køkken blev bygget og da er af præstegården blevet udskilt en bolig til forpagteren, og præsteboligen således blevet mindre”.

Pastor Fenger skriver i embedsbogen 1855

I denne sommer, da jeg her i præstegården så meget sysler med stuehusets opbygning og ombygning, kom der 3 indskrifter frem på ladebygningen fra 1668, nemlig over indgangen til kirkegården:

Gud bevare din indgang og udgang (Salmernes Bog 121,8)
Søfren Søfren Glud
Ide Christine Moth

Samt på et løsholt ved siden af

Partim posteris sumus (Vi er en del af eftertiden)
Exstructa die 15 jun anno 1668 (blev bygget den 15. juni i året 1668)

Disse indskrifter kom for dagen i 1885, da jeg lod kalken, som dækkede den, rense bort. Foruden disse 2 indskrifter findes endnu en tredje, som vist også er fra hr Gluds tid, skønt navnet ikke er tilføjet. ”Non su olim”, står der på et løsholt indvendig i samme søndre længe, hvor den mødes med den vestlige. Altså hr Glud som bygmester overgiver forfædrenes arbejde for efterkommerne.

Ved den lejlighed faldt det mig ind at sætte en indskrift i det nye stuehus og da jeg anmodede digteren i Sorø om at forfatte den. Han efterkom straks og villigt mit ønske, idet han sendte mig dette vers, som ret glædede mig. Det skal stå på en tavle, der skal indmures i væggen i vor nye storstue, men desforuden har jeg sørget for, at verset og digterens håndskrift opbevares i denne bog. Jeg vil dermed end ydermere mindes den lykkelige tid, vi tilbragte i godt naboskab og uafbrudt venskabelig forbindelse med ham og hans elskelige hustru Licia, født Nabdix. De mange rare timer vi tilbragte i deres selskab, hører til vore uforglemmelige fra Sorø egnen.

Høje Thorstrup 1. august 1855
J.F. Fenger

Verset som B.S. Ingemann skrev til den nye præstegård

I præstegårdens havestue hænger der over fløjdørene en hustavle med forgyldte bogstaver på en hvid marmorplade. Teksten er skrevet af B.S. Ingemann:

Til Hustavle blev jeg her indsat 
Med tak til Gud for bedste Skat, 
for Livet som frejdigt bor og bygger.

Gud give saa længe jeg sidder her 
hans Fred må lyse med lifligt skær 
til Husets Folk og kære Gjæster 
ved alle Aandens og Hjertets Fester 
saa Julestjernen ret aldrig slukkes 
saa danser solen hver Påskegry 
saa kommer Pinsemorgen paany 
den Aand, ved hvilken Guds Himmel oplukkes.

Sognepræstens løn

Sognepræstens løn kom fra udkommet fra præstegården og tiende betalt af sognets beboere.

Sognepræstens løn udgjorde gl. 413 byg b) 120 rdl. c. 183 byg 120 rdl. d. 350 rdl. c. 180 td. 22 td. Hartkorn. Udg. 240 tdl.

(I 1870 reguleret til 4.304,00 kr. I 1913 og 1931 til 1. kl. og i 1946 til 2. kl.).

Præsteembedet der sammen med Ledøje, Smørum og Vemmetofte var landets tre største embeder, besattes mest med ældre præster og havde for reguleringen i 1870 180 tdr. land med 22 td, hartkorn, mens hele sognet med sine 189 gårde og huse i 1862 skulle betale kirketiende af 548 td. hartkorn, foruden offer til jul, påske og pinse.

Degn i denne periode

Simon Carl Christian Hansen var lærer i Høje Taastrup fra 2. maj 1881 til sin død 2. januar 1890.

Han er født 2. oktober 1856 på Als.

Læreruddannet fra Jonstrup seminarium i 1877, hvor han får udtalelsen: "meget duelig".

-

I sin senere år havde Simon Carl Christian Hansen hjælp af lærervikar H. F. Hansen, som var en fordreven sønderjyde. Han blev senere lærer i Baldersbrønde.