Sognepræst Jens Jensen Laasbye
Præst ved Høje Taastrup kirke
1698 – 1738
Vita
Født 1669 i Aarhus, hvor faren, Jens Rasmussen Låsbye, var borgmester. Moren var Maren Jensdatter Winther.
Student fra Aarhus 1689.
Bliver gift to gange. Først med Karen Cheitum, som dør i 1716. Bliver gift anden gang i 1717 i Frelsers Kirke i København med Margrethe Jensdatter Snistorph, som dør i 1737.
Bliver præst ved Høje Taastrup Kirke 15. november 1698.
Jens Jensen Laasbye bliver åbenbart syg i 1717. I hvert fald findes der notater om, at Jens Christophersen Kaalund fungerer som vikarierende præst i 1717. Det vides ikke, hvor lang perioden har været.
Dør som 69-årig den 26. januar 1738.
Vikarpræst Jens Christophersen Kaalund
Jens Christophersen Kaalund er født 24. juni 1682 i Torkilstrup på Lolland.
Cand.theol. i 1708.
Bliver i 1712 præst i Tirsted, Skørringe og Vejleby.
Gift i 1713 med Johanne Dorothea Hansdatter Ravn, som døde i 1732. Han blev derefter gift med Anna Christiansdatter i 1733.
Jens Christophersen Kaalund fungerer i 1717 som magister ved Høje Taastrup Kirke. Han vender efterfølgende tilbage til embedet i Tirsted, Skørringe og Vejleby.
Død som 61-årig den 30. december 1743 i Tirsted. I kirkebogen står der: "Døde foranlediget af en forskrækkelse, han fik, ved om aftenen ved solnedgang at se røgen fra skorstenen rød af solens stråler. Hans hus var et åbent Seminarium for studerende, men hans indkomster kunne ikke bøde på hans rundhed".
Inventar fra Jens Jensen Laasbyes periode ved kirken
Vievandskar 1700
Vievandskar i våbenhuset, rester deraf ses (ifølge Suhn) endnu i år 1700.
Sølvdåbsfad 1701
Sølvdåbsfad med en diameter på 29,5 cm. Dåbfadet er stemplet med Københavns byvåben og årstallet 1701. I bunden af dåbsfadet er illustration af Kristi dåb indgraveret, og der er akantusranke med blomster.
Under bunden står i kursiv versaler: "Anders Hansen klocker og kirketjener til St. Nicholai kirke i København med sin kæreste Inger Olufsdatter haver foræret dette becken til Høye Taastrup kirke, dåb år 1701".
Mestermærke for Ditlev Brasenhauer, København (jvf. Olrik 121).
Marmortavler 1725
På nordvægen over døren ind til sakristiet ses en lys marmortavle med forgyldte versaler. På tavlen står der: "CVRA ILLVSRTRI SS I (2. linje) 3 Pitroni PETRI BENZONI 4 HIC 5, SANCTO BARTHOLOMEO 6. SACERLCCS - 7. EST – 8. REPARATVS."
På den modsatte væg i koret, sydvægen, ses en mørk marmortavle. Herpå står der: "AF 2. Hr. CONFERENSRAAD. 3. PETER BENZON 4. BLEV 5. Ste BARTHOLOMEI 6. KIRKE OVERTEKKIT OG OVER VI TTIT" (Stenhuggeren havde nok glemt et K)
Nogle af bogstaverne er latinske og hvis man tæller dem sammen giver begge talerne 1725, dvs. det år kirkens restaurering skete. Det var ret almindeligt, at man på den tid udfærdigede den slags talrebusser.
Kirken var ejet af kongen, Katrinebjergs ejer har en tid modtaget kirketiende, men først 26. august 1737 købtes kirken af Benzonsdals ejer, som så modtog tiende, indtil Høje Taastrup Kirke blev selvejende den 1. januar 1912.