Nytårsgudstjeneste

Nytår med gregoriansk korsang

Når vi har lagt nytårsfesten bag os, og den sidste raket har oplyst himlen, er der brug for at genfinde balancen i livet. Det er der god mulighed for, når Høje Taastrup Kirke nytårsdag har musikgudstjeneste med gregoriansk korsang.

Koret Magnificat kommer til Høje Taastrup og deltager ved gudstjenesten. Det giver os mulighed for at opleve den helt særlige stemning, der opstår, når den ældste kirkelige korsang, den gregorianske sang, er fundament i en gudstjeneste.

 

 

Munkesang

Den gregorianske sang er meget enkel og let at blive grebet af. Det er bibelske tekster, der bliver sunget enstemmigt og uden musik. Sangen er både fredfyldt og storslået.

Ved gudtjenesten i Høje Taastrup Kirke nytårsdag kan den gregorianske korsang opleves på sin oprindelige plads i gudstjenestens forløb.

Saltbalancen

Musikgudstjenesten starter kl. 16.00, når der er faldet ro på årets første dag, den 1. januar.

Hvis nytårsfesten har forrykket væske- og saltbalancen, kan det hele blive genoprettet, når kirken efter gudstjenesten byder på kildevand, frisk hvidvin, saltstænger, kransekage og kaffe.

Koret Magnificat deltager

Ved musikgudstjensten nytårsdag deltager koret Magnificat.

 

Magnificat er et kvindeligt vokalensemble med fire professionelle sangere.

 

Se mere om koret på deres hjemmeside:
› magnificat.dk

1. januar kl. 16.00

Jesus navngives nytårsdag

Der går kun otte dage fra Jesus er blevet født i Betlehem, til han skal navngives og omskæres.

På dette billede sørger jomfru Maria for at amme Jesus, før han skal igennem omskærelsen. Ved siden af sidder en kvinde og læser en bøn fra Det Gamle Testamente. Skriften i bogen er hebraisk.

Billedet er et udsnit af et maleri, som hænger i domkirken i den belgiske by Mechelen. Det er malet af Michiel Coxie i 1580.