2. påskedag

Dagen hvor den genopstandne Jesus viser sig for disciplene

2. påskedag i Høje Taastrup Kirke

Efter Jesus er genopstået, viser han sig først for de kvinder, der er kommet ud til graven. Det er det, vi hører om påskedag.

I den efterfølgende tid viser Jesus sig flere gange for disciplene. Sidste gang de ser Jesus som menneske af kød og blod, er 40 dage efter opstandelsen, hvor Jesus farer til himmels.

Dette billede er malet af den italienske maler Caravaggio i 1601. Tjeneren, som står bagest til venstre, er Caravaggios selvportræt.

Jesus dukker op i Emmaus

Her sidder Jesus til bords med to disciple, som han har mødt på vej til byen Emmaus. Der står også en tjener ved bordet.

Det er nogle dage, efter Jesus er genopstået fra de døde.

De to disciple ved ikke, hvem de har mødt. De ser kun en venlig mand. Men manden begynder at fortælle disciplene om alle forudsigelserne om Jesus. Og han forklarer dem, at Jesus skulle dø for menneskers skyld. 

Så tager manden et brød fra bordet. Han brækker brødet i stykker og velsigner det. Så forstår disciplene noget, de troede var umuligt.

Billedet viser lige det øjeblik, hvor det går op for de to disciple, at det er den genopstandne Jesus, de sidder sammen med.

Lukasevangeliet 24,13-32

Jesus spiser stegt fisk

Da Jesus efter opstandelsen viser sig for sine disciple, tror de ikke på ham.

Disciplenes første tanker er, at det er et spøgelse, de ser.

Først viser Jesus dem sine hænder og fødder. Der er huller efter de søm, der var brugt til at hamre ham fast til korset.

Jesus opfordrer derefter disciplene til at røre ved ham. Det giver dem mulighed for helt konkret at mærke, at han er menneske af kød og blod og ikke et spøgelse.

Jesus beder også om noget mad, han kan spise. Han får et stykke stegt fisk, som han spiser.

Den er god nok. Det er Jesus, der er kommet til disciplene. Den Jesus, der var død på korset, og som tre dage senere var forsvundet fra sin grav.

Lukasevangeliet 24,36-47

Tvivleren Thomas

En af disciplene var ikke med, da Jesus opsøgte sine disciple og spiste stegt fisk, så de kunne forstå, at han var den rigtige Jesus, som var genopstået.

Det var disciplen Thomas. Og da Thomas hører de andre disciples beretning om møde med den genopstandne Jesus, vil han ikke tro på det.

Thomas er mere end bare almindeligt skeptisk. Han køber den overhovedet ikke: »Jeg tror kun på det, hvis jeg kan se hullerne i hans hænder og stikke min finger gennem dem, og hvis jeg kan stikke min hånd ind i såret i hans side.«

Så kommer Jesus igen på besøg hos disciplene.

Jesus foreslår Thomas, at han kan stikke en finger i det sår, som Jesus har i siden. Såret er der, fordi en romersk soldat havde stukket Jesus med et spyd for at se, om han var død.

Thomas stikker så sin finger i såret. Det overbeviser ham om, at Jesus er Gud. 

Men Jesus gør det klart, at det ikke er den slags beviser, der skal til. Jesus siger, at det er bedst at kunne få troen uden at have set eller rørt ved Jesus: »Dem, der ikke har set mig og alligevel tror, er heldigere, end du er.«

Johannesevangeliet 20,24-29