29/04/2025 0 Kommentarer
Formandens Klumme – et nyt tiltag i nyhedsbrevet
Formandens Klumme – et nyt tiltag i nyhedsbrevet
# Formandens Klumme

Formandens Klumme – et nyt tiltag i nyhedsbrevet
Som et nyt tiltag i nyhedsbrevet for Høje Taastrup Kirke vil I fremover kunne læse ”Formandens Klumme”.
”Formandens Klumme” vil være menighedsrådets og mit talerør her i nyhedsbrevet.
I denne første udgave vil jeg kort præsentere mig selv: Mit navn er Henrik Kusk, jeg er 66 år gammel og har boet i sognet hele mit liv. Som barn havde jeg min daglige gang i præstegården fra jeg var 6 til 16 år, da min bedste kammerat var søn af vores tidligere provst Edvard Nielsen – han hed Anders.
Ved menighedsrådsvalget i 2020 blev jeg valgt som menigt medlem og næstformand. Jeg overtog formandsposten ved begyndelsen af det nuværende kirkeår (december 2022) og har været formand siden da.
Tidligere – for 20-25 år siden – sad jeg også i menighedsrådet i en periode på 10 år, men trådte ud, da jeg startede min egen virksomhed.
Men nok om mig – lad os se på de opgaver, vi aktuelt arbejder med i menighedsrådet.
Som mange sikkert ved, opstod der en mindre brand i Sognegården i januar. Cirka 20 kvm af køkkenet brændte, men hele den midterste fløj blev svært røgskadet. Lige nu er skadeservice i gang med at rydde bygningen og rengøre den så grundigt som muligt. Først derefter kan vi begynde den egentlige genopbygning af både stueetagen og 1. sal. Det er en stor opgave, og jeg tør endnu ikke sætte en dato for, hvornår arbejdet vil være færdigt. I mellemtiden har vi indrettet fire midlertidige arbejdspladser på 1. sal i kordegnefløjen.
Til sidst vil jeg gerne slå et slag for det kommende menighedsmøde, som finder sted søndag den 25. maj efter gudstjenesten.
Og hvad er et menighedsmøde? – det kan bedst sammenlignes med en generalforsamling i en grundejerforening, dog uden valg. Det er her, vi i menighedsrådet redegør for årets aktiviteter, budgetter og planer – både bagud og fremadrettet.
Da vi i øjeblikket ikke har adgang til sognegården, vil mødet finde sted i kirken. Vi byder på en sandwich og en øl eller vand, og alle er meget velkomne.
Kommentarer