30/06/2026 0 Kommentarer
Formandens klumme
Formandens klumme
# Formandens Klumme

Formandens klumme
Sikke en vejrmæssig afslutning på juni, vi har haft.
Når denne klumme skrives, er det blevet lidt overskyet, men tro mig: Det er stadig meget varmt på mit lille hjemmekontor.
Om lidt er det frokosttid, og jeg vil gå i drivhuset og hente en agurk til min frokost. Det fik mig til at tænke på ordet ”agurketid”.
Jeg slog det lige op og citerer:
Agurketid er en periode i sommermånederne, hvor offentlige institutioner som fx Folketinget holder ferie, og hvor det kan være svært for nyhedsmedierne at finde reelle nyheder. I stedet bringes pseudonyheder. Ordet bruges også som en generel betegnelse for almindelig sløvhed i nyhedsstrømmen.
Om min klumme for juli også bærer præg af, at det er ”agurketid”, må I selv bedømme. Men jeg kan love jer, at Høje Taastrup Kirke ikke holder ferie.
Der vil stadig være gudstjeneste/højmesse hver søndag, og vores kirke vil ligeledes være åben for både de lykkelige handlinger, som dåb og bryllupper, og de mere triste handlinger, som bisættelser og begravelser.
Ligeledes er både kirkegården og haven omkring sognegården åben for alle, så måske er det et godt sted at finde lidt skygge.
I tirsdags havde vi sankthans, og søndagen før var det sommersolhverv, som er den egentlige markering af årets længste dag på den nordlige halvkugle.
Pessimisten vil sige: ”Ja, nu går det jo allerede den forkerte vej.” Optimisten vil sige: ”Sikke nogle dejlige, lange sommeraftener vi har her sidst i juni” — og nyde dem.
Jeg er optimisten og nyder hver en aften i haven.
Med disse ord vil jeg på menighedsrådets vegne ønske jer alle en fortsat god sommer. Nyd den.
Henrik Kusk
Kommentarer