Formandens Klumme

Formandens Klumme

Formandens Klumme

# Formandens Klumme

Formandens Klumme

Nu er det forår – ikke kun ifølge kalenderen, der har defineret marts, april og maj som forårsmåneder, men også med temperaturer på +10 grader, mens dette nyhedsbrev skrives. For kun en uge siden havde vi -12 grader, og hele Danmark var dækket af sne … Om få dage er de sidste snavsede bunker væk, og erantis, vintergæk og alle de andre forårstegn tager over.

Foråret er også en travl tid i kirken. Vi har allerede holdt fastelavn, og lige om lidt er det påske, Kristi himmelfartsdag og pinse. Det er en dejlig og aktiv tid, vi går i møde.

I menighedsrådet har vi haft to møder i februar: et ordinært møde og et visionsmøde, hvor vi netop ikke taler meddelelser, budgetter og daglig drift, men i stedet lader ordet være frit og drøfter, hvilken vej vi ønsker at gå med vores kirke.

Der bliver sagt mange kloge ord på sådan en aften, og en af fællesnævnerne er ønsket om at være “en kirke i tiden”. Det betyder, at vi må forholde os til den tid og det samfund, vi lever i her på Vestegnen.

Det indebærer også, at vi som kirke skal forholde os til, at vi er en del af et multietnisk samfund med mange nationaliteter og religioner – herunder forskellige retninger inden for den kristne tro.

Et konkret resultat er, at vi har etableret et samarbejde med en kirke med rødder i Cameroun, “Garden of Life”. Samarbejdet indebærer, at Garden of Life låner vores kirkerum de søndagseftermiddage, hvor vi ikke selv bruger det – et fint eksempel på integration og en åben og imødekommende folkekirke.

Det bliver spændende at følge samarbejdet – parallelt med at vi alle kan følge “garden of life” med forårets komme på både kirkegården og i sognegårdens have.

Henrik Kusk

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed