30/05/2025 0 Kommentarer
Formandens klumme
Formandens klumme
# Formandens Klumme

Formandens klumme
Som nævnt i vores sidste nyhedsbrev, er Formandens Klumme menighedsrådets og mit talerør til jer via nyhedsbrevet.
Denne gang vil jeg bruge lidt af jeres tid på at fortælle om, hvad der sker på kirkegården.
For de fleste er selve kirken det centrale – det vigtigste – det sted, vi primært besøger ved Høje Taastrup Kirke.
Dog er et besøg på kirkegården lige så vigtigt for mange af vores sognebørn; dels for at besøge gravsteder, hvor deres kære er sendt til hvile, dels for blot at gå en tur, finde ro – eller bare sidde på en bænk. Personligt er jeg på kirkegården næsten hver dag. Jeg har min daglige tur med hunden, som jeg nyder – primært om morgenen – men også i forbindelse med møder i Sognegården, hvor jeg altid går en tur på kirkegården.
Som I måske har bemærket, er de store bøgetræer, der stod i det nordvestlige hjørne af kirkegården, blevet fjernet eller beskåret.
Den primære årsag var frygten for, at de på sigt ville ødelægge kirkegårdsmuren. Men også ønsket om at få mere lys og luft i dette afsnit af kirkegården vejede tungt i beslutningen om beskæring.
Nu, hvor træerne er væk, kan vi se, at det var rette tid – idet det store bøgetræ på plænen allerede er begyndt at vokse lidt skævt. Men mon ikke det retter sig.
En måske endnu større glæde er det flotte syn, der nu er af kirken, når man kører eller går ad Roskildevej. Nu ligger Høje Taastrup Kirke flot og knejser på bakken – ja, den er virkelig kommet til sin ret.
I har måske også bemærket, at der stadig står syv bøgestammer tilbage i cirka tre meters højde – og hvad med dem?
Her vil der inden for kort tid blive skåret træfigurer (med motorsav) i tre af dem – og hvis økonomien tillader det, også i de øvrige fire. Jeg vil ikke løfte sløret for, hvad der bliver skåret – det skal I nok få mere at vide om, når vi er færdige med første fase.
Hermed er en lille anbefaling om "en tur på kirkegården" givet videre – nyd det. ?
Henrik Kusk
Kommentarer