13/02/2026 0 Kommentarer
Et år efter branden i sognegården
Et år efter branden i sognegården
# Nyheder

Et år efter branden i sognegården
Den 16. januar var det et år siden, der opstod brand i sognegården som følge af en teknisk fejl i et køkkenapparat. Branden blev hurtigt håndteret, og heldigvis kom ingen personer til skade. Til gengæld medførte den omfattende røgskader i store dele af bygningen.
Selvom der nu er gået et år, præger konsekvenserne fortsat hverdagen omkring sognegården. Flere kontorer har været ubrugelige siden branden, og det har betydet ændrede arbejdsforhold for medarbejderne. Der er derfor blevet taget midlertidige løsninger i brug, blandt andet indretning af andre lokaler samt opsætning af en pavillon til møder, undervisning og mindre arrangementer.
Også aktivitetsniveauet i sognegården har været påvirket. Nogle arrangementer har måttet reduceres, flyttes eller tilpasses de midlertidige rammer. Der arbejdes løbende på at finde gode løsninger, så kirkelivet fortsat kan fungere bedst muligt under de givne omstændigheder.
Arbejdet med skadesopgørelse, forsikringsforhold og planlægning af den kommende renovering er en længere proces. Før selve genopbygningen kan gå i gang, skal en række forhold afklares og udbedres. Det betyder, at der desværre fortsat kan gå noget tid, før sognegården igen er fuldt tilbage i normal drift.
Vi takker for den store opbakning og forståelse fra menigheden og lokalsamfundet og ser frem til igen at kunne byde velkommen i helt normale rammer.
Kommentarer