Du er her: 

De dødes rige

I gamle dage startede begravelsen ved kisten i stuen i hjemmet (fra Dreyers film over Kaj Munks Ordet)

Overtro fik folk til at lægge saks på brystet, mønt på øjnene og binde snor om tæerne på afdøde

Gammeldags rustvogn. En kære til kisten. En katafalk.

Moderne rustvogn

Statue af engel, som holder i hænder

Krokus på kirkegården

Det har altid været vigtigt at drage omsorg for de døde. Og ind til for 100 år siden gjorde man så meget ud af det, at begravelsen var den største begivenhed i familien og lokalsamfundet. Langt større end bryllup og barnedåb.

 
I 1800-tallet kunne en begravelse vare en hel uge. I hvert fald hvis den døde kom fra en af Høje Taastrup-egnens store gårde. Det fortælles, at da storbonden på Gadehavegård, Ole Mortensen, blev begravet sidst i 1800-tallet, så var alle i Høje Taastrup inviteret med. Og for de fine i sognet varede begravelsen i syv dage.

Men begravelsen havde kæmpe betydning for alle. Det var her man viste respekt for hinanden, og det var her, man viste, hvem man var.

Direkte fra hjem til kirkegård
Ind til begyndelsen af 1900-tallet var der ikke tradition for at have kisten med afdøde inde i kirken i forbindelse med begravelse.

I gamle dage havde man kisten stående i hjemmet. Her stod kisten i en uges tid, før begravelsen startede. Så blev låget lagt på kisten, og derefter holdt præsten en ligtale over afdøde, og der blev sunget en salme.

Indtil præsterne sidst i 1800-tallet begyndte at få almindelig løn, var det kutyme at man betalte præsten for begravelsen. De rige bønder i Høje Taastrup kunne betale en klækkelig sum og fik en lang ligtale med masser af smigrende omtale af afdøde. Det gav dem ekstra håb om, at den døde nok skulle komme i himmerig.

Så blev kisten kørt på en kærre eller båret hen til gravstedet på kirkegården. Her foregik begravelseshandlingen med bøn, jordpåkastelse og salmesang.

Overtro og ritualer
Det var den lokale tømrer, der lavede kisten. Og der blev gjort meget ud af afdøde. Den døde blev klædt i sit fineste tøj. Der blev stillet stearinlys rundt om kisten, og der blev hængt hvide og sorte bånd i rummet.

Øverst på afdødes bryst, op imod hagen, blev der lagt en salmebog. Det hjalp til at holde munden lukket.

Der blev også lagt en saks på afdødes bryst. Saksen var åben, så den dannede et kors. Sådan en saks er lavet af stål, og ifølge gammel overtro bruger man stål til at holde onde ånder borte.

Nederst på overkroppen, under saksen, blev to halmstrå lagt som et kors. Dermed havde afdøde to kors til at vise troen på de dødes opstandelse.

Der blev også lagt mønter afdødes øjne, for hvis øjnene ikke var lukkede, ville der ifølge overtroen snart være endnu et dødsfald i huset. 

Endelig blev storetærene på afdødes fødder bundet sammen med uldgarn. På den måde kunne man sikre, at den afdøde ikke skulle finde på at gå igen.

Kapellet 
Nogle gange havde man kisten med afdøde stående i stuen i otte dage. Det betød, at der ofte bredte sig en slem ligstank i hele huset.

Det ville pastor Fenger gøre noget ved, så sidst i 1850’erne sørgede han for, at kvindeindgangen (nordre våbenhus) kunne bruges som ligkapel ved begravelser. Døren ind til kirken blev muret til, og så kunne de kister, der havde brug for en mellemstation, stå her ind til begravelsen.

Det er først op i 1900-tallet, man begynder på den begravelsestradition, vi kender i dag, hvor begravelsen starter med, at kisten bæres inde i kirken.

Læs mere
Hans Laurids Hansen, som levede i Høje Taastrup fra 1883 til 1979, fortæller om de gamle begravelsestraditioner i Høje Taastrup: › her 

Anna Pedersen, som levede i Høje Taastrup fra 1898 til 1986, fortæller om de begravelsestraditioner, hun har fået overleveret fra sin bedstefar, som var bedemand: › her 

 

 

 

Del dette: