Du er her: 

Nytår med gregoriansk korsang

Magnificat består af Elisabeth Ørsnes, Eva Rungwald og Helle Grarup

Det sker 1/1 2019

Når vi har lagt nytårsfesten bag os, og den sidste raket har oplyst himlen, kan vi have brug for at genfinde balancen i livet. Det er der god mulighed for, når Høje Taastrup Kirke nytårsdag har musikgudstjeneste med gregoriansk korsang.

Koret Magnificat kommer til Høje Taastrup og fylder gudstjenesten med gregoriansk sang tirsdag den 1. januar kl. 16. Det giver os mulighed for at opleve den helt særlige stemning, der opstår, når den ældste kirkelige korsang er fundament i en gudstjeneste.

Munkesang
"Den gregorianske sang er meget let at blive grebet af," fortæller sognepræst Jesper Knudsen.

Det er bibelske tekster og bønner, som synges enstemmigt og uden musik. Sangen bliver fremført med en rytmisk enkelhed, der giver gudstjenesten ro og nærvær.

Traditionen for gregoriansk sang strækker sig over tusinde år tilbage. Det er en sangform fra middelalderen. Måske har et munkekor brugt den sangform ved den første gudstjeneste i Høje Taastrup Kirke, da kirken lige var blevet bygget midt i 1000-tallet. 

Saltbalancen
Musikgudstjenesten starter kl. 16.00, når der er faldet ro på årets første dag, den 1. januar.

Hvis nytårsfesten har forrykket væske- og saltbalancen, kan det hele blive genoprettet, når Høje Taastrup Kirke efter gudstjenesten byder på kildevand, frisk hvidvin, saltstænger og kransekage.

 

 

Del dette: