Du er her: 

Bliv lidt klogere på kristendommen


Min fars hus har mange boliger

I de første årtier efter Jesu død og opstandelse var der ikke noget, der hed kristendom.

Der var heller ikke nogen, der hed ”kristne”. I stedet talte man om ”Vejen” - og om ”dem, der følger Vejen”.

I evangeliet til 3. søndag efter påske siger Jesus: »Jeg er vejen og sandheden og livet. Og i min faders hus er der mange boliger«.

Som kristne er vi altid undervejs. At være kristen er nemlig ikke at nå målet. Det er ikke at have fundet facitlisten på livets store spørgsmål. Det er at være på rejse.


Jesus er både hyrde og offerlam

Jesus bliver nogle steder i bibelen beskrevet som en hyrde, der passer på sin flok og sørger for at hjælpe de svageste i flokken.

Jesus er den gode hyrde, som holder sammen på sin flok og beskytter den og hjælper den.

Men Jesus er mere end en god og stærk hyrde. Jesus bliver andre steder i bibelen beskrevet som det svageste og mest udsatte lam i flokken.

Jesus er både hyrden foran flokken og lammet, der sakker agterud.

Jesus er altså også et offerlam - det lam, der uskyldigt bliver ofret for noget, andre har gjort galt.

Det er det, der sker langfredag. Der giver Jesus sig selv for menneskers skyld. Ja, Jesus går i døden for at at overvinde vores død. 


Gud og Jesus som hyrde

Det genkendelige og det pålidelige er noget af det, der giver værdi i kristendommen.

2. søndag efter påske læses Salme 23 fra Det Gamle Testamente. Det er den salme, som starter med ordene: ”Herren er min hyrde; jeg lider ingen nød”.

Det er måske det bibelcitat, man hører oftest i film. Så der er god mulighed for at kende det. 

Og det genkendelige i citatet: ”Herren er min hyrde; jeg lider ingen nød” passer til ordenes betydning. For Salme 23 handler om det fortrolige - det at have et sted at høre til. Salmen fortæller om Gud som trofast og pålidelig.


Peter får en opgave af Jesus

1. søndag efter påske hører vi, at disciplen Peter får en opgave af Jesus.

Tre gange får Peter at vide, at han skal vogte de kristne får og lam. Han skal være hyrde i kirken.

Og dermed viser Jesus tillid til Peter, selv om Peter gang på gang har svigtet og lavet fejl.

Der bliver læst fra Johannesevangeliet kapitel 21.

Koret synger: 
"Nu ringer alle klokker mod sky", nr. 408 i salmebogen.
"Ingen højhed, ingen ære", nr. 186 i salmebogen.


Oplev påskens fortælling i Høje Taastrup