Søndag den 6. maj – 1945


Prædiken ved højmessen dagen efter befrielsen

Saa kom den, den store Dag, vi har ventet saa længe, sukket efter og bedt om. Dagen, hvor vi atter frit kan tale. Dagen, et helt Folk har spejdet utaalmodigt efter. Al den Græmmelse, Ydmygelse og Tort, der var tilføjet os af en hensynsløs og brutal Overmagt gennem mere end 5 lange Aar, var pludselig forbi, og vi kunde næsten ikke begribe, det var sandt, da det lød i Radioen Fredag Aften: De fjendtlige Tropper i Danmark har kapituleret.

Spontant brød Glæden ud allevegne i By og paa Land, i Slot og i Hytte. Alle var med, unge og gamle, høje og lave. Vi blev alle som en eneste stor lykkelig Familie. Hvornaar har man set saa mange glade Ansigter – al Træthed og Bekymring var som blæst bort: Vi var atter blevet frie. Efter 5 Aars Undertrykkelse, der blev mere og mere grum, kom nu Frihedens Time. Ingen Angst mere for natlige Snigmordere, for Bødlerne i Torturkamrene, for Deportation til Koncentrationslejre og alt det andet oprørende, det nazistiske Tyranni og Voldsregimente prøvede paa at tvinge os til Knæfald ved – aa hvilken Befrielse, hvilken Glæde. Der er i Sandhed Grund til i Dag at takke Gud, fordi dette Mareridt nu er endt. Thi Gud har velsignet de Vaaben, der stillede sig i Rettens og Sandhedens Tjeneste og kæmpede for en Tilværelse, der var Mennesker værdig. Der var en Tid, hvor vor Tro paa Rettens og Sandhedens evige Overmagt over Uret og Løgn havde trange Kaar.

Naar vi nu tænker tilbage paa de Aar, da den tyske Krigsmaskine, den største og frygteligste, Verden nogensinde har set, som en Tromle gik over Europa og syntes at skulle feje al Modstand til Side, saa mindes vi alle Stunder, hvor vi fristedes til at tro, at vi bliver aldrig fri mere, om ikke der sker et Under. Og se! Saa lod Gud Underet ske. Paa en Tid, hvor Slaget syntes tabt i Bund og Grund var der Mænd ude i den frie Verden, der rejste Frihedens Banner, selv om de ikke kunne love deres Folk andet end Blod, Sved og Taarer. Næst Gud, er det disse Mænd vi i allerførste Række skylder vor Tak.  Thi deres Tro paa Sandhed og Ret genrejste Modet hos hele Folkeslag. Hitler og hans haandgangne Mænd vil gaa over i Historien som de blodigste og grusomste Tyranner, vi nogensinde har set, og mod hvem en Nero totalt træder i Skyggen, men Churchill vil komme til at staa som et Symbol paa Folkenes Frihedstrang. Thi da alt syntes tabt, var det hans urokkelige Tro paa Sandhed, Frihed og Ret, der fik en Verden til at slutte op i Kamp imod den dødeligste Fare, Slægten nogensinde har staaet overfor.

Naar vi i Dag ser tilbage paa disse Aars Historie”, skrev nyligt et af vore indtil i Forgaars illegale Blade, ”kan nogle af os ikke lade være med at se Guds Indgriben. Verdens Frelse fra Nazismen vidner om andre Kræfters Indgriben end de materielle og rationelle. I det kritiske Øjeblik ejede Englænderne ikke Vaaben af Betydning, men de havde en Tro paa deres Sags Retfærdighed, der trodsede Realiteternes Verden og gav dem en Udholdenhed, der ikke lod sig skræmme af Fjendens materielle Overlegenhed. Denne Holdning var noget Gudgivet”.

Og Bladet føjede til lidt senere: ”Naturligvis maatte Gud gribe ind. Ganske vist tar Gud ikke nationale Hensyn, men i en Kamp mellem Menneskeheden og de livsødelæggende Kræfter er Gud ikke Tilskuer. Fjenderne af Sandhed og Ret er ogsaa hans Fjender. Alt det Blod, der er udgydt, alle de Taarer, der er grædt, har raabt til Himmelen. Kærlighedens Gud er sandelig ikke neutral”.

Det er derfor vi har Takkegudstjeneste. Gud har grebet ind. Han var ikke en neutral Tilskuer, men gav dem, der førte Kampen mod Barberi og Trællekaar, Tro, Udholdenhed og tilsidst Sejr.

Grundtvigs Fædrelandssang: ”Fædreneland ved den bølgende Strand” har i Dag en Aktualitet, som om den var skrevet til os i disse trange Aar, ja naar vi nu læser den, er en del af den ligefrem af profetisk Indhold:

”Sort ser det ud, men almægtig er Gud
Dine Fjender til Lands er og Fjenderne hans,
De er Fjender af Sandhed og Retten
De er Fjender af Kærlighedsætten,
De har alle det værste tilbage,
Thi end lever den gamle af Dage”.

Nu ligger det bag os alt sammen. Den lange mørke Nat er endt og en ny Dag er ved at stige frem – vi haaber, det bliver en signet Dag i Jesu Navn. Nu skal gode danske Mænd ikke snigmyrdes paa ensomme Veje. Mødre og Hustruer ikke længere sidde i angstfyldt Venten, fordi Pligten bød ham at gaa ind i Danmarks hemmelige Hær for at være med til at redde vort Lands Fremtid og give det frit tilbage til vore Børn og Børnebørn. Vi er stolte af denne Hær. Frivilligt fylkede den sig til Værn om det, der var os umisteligt.

For de fleste af os var den 9. April 1940 en Skammens og Ydmygelsens Dag, for Verden saa paa dette magelige Folk, der ikke vilde bringe Ofre for sin Frihed, med Ringeagt og Mistro. Men op af Skammen rejste sig en Hær af Ungdom og Manddom, der forstod, at vel havde vi svigtet, men der var endnu Tid til at handle. Det skal siges i Dag fra Kirkens gamle Hus: Vi er stolte af Jer, I Danmarks værdige Sønner – baade dem, der stred den mørke 9. April og dem, der frivilligt meldte sig siden. Vi hylder og takker Jer. I aftvættede vor nationale Skam og gav os Troen paa Danmarks Fremtid tilbage. Syntes Uffe end sløv og magelig, da Faren var over os og Undergangen truende, da klang Skrap igen!

Men der er Vemod i den Glæde og Stolthed, der besjæler os. Vi tænker paa alle de Ofre, det har kostet, paa alle de Hjem, der i Dag savner en Forsørger eller en lovende Søn. Gud trøste og styrke alle de mange danske Hjem, der har bragt disse uerstattelige Ofre. Vi vil hædre og bevare Mindet om dem alle, og jeg er sikker paa, at der paa betryggende Maade vil blive sørget for alle, der har mistet en Forsøger i den bitre Kamp paa Liv og Død.

Men der er endnu en Hær i Danmark, vi i Dag skal mindes med Tak. Den findes ogsaa i den første, vi har nævnt, men den strækker sig længere ud til de mange, der ikke kunde øve sig i Vaabenbrug, men maatte nøjes med den mindre paaagtede Rolle at folde sine Hænder til en enfoldig Bøn i Jesu Navn for vort Lands Fremtid. Det er en uvurderlig Lykke for Land og folk, at den Mand, der i disse Aar har siddet ved Statsskibets Ror har været og er i denne flok, men den tæller ogsaa mangen en Morlil, som ved, at foldede Hænder er stærkere ned knyttede Næver. Det har vor Frelser lært os, og det har vi ofte faaet bekræftet: Der vindes Sejre af de foldede Hænder og de bøjede Knæ. Gud har et Folk i Danmark, som har baaret Danmarks Sag frem for Naadens Trone, og alle I unge, hvis Stolthed det var at gøre jer rede til Kampen med Vaaben i Haand, I skal vide, at I maa dele Sejrens Ære, dens Glæde og dens Løn med dem, der kun havde dette ene Vaaben: De foldede Hænder og de bøjede Knæ.

Og nu er den saa kommen, den store Dag og Glæden er ubeskrivelig og lad den blive fejret og levet som Kongen i Gaar opfordrede os dertil, da han sagde: Lad os vise os værdige til den Naade, Gud har skænket vort Folk! Thi det er en Naade, Gud har skænket os, at vi ikke skal overtage et Land, hvis Byer ligger i ruiner, og hvis Befolkning maa gaa hjemløse omkring. Saadan kunne det let være gaaet, og en overgang laa den Mulighed truende nær.

Men er det end en Takkegudstjeneste i Dag og som saadan mere orienteret tilbage end fremad, saa kan vi dog ikke lade være med ogsaa at se paa Fremtiden. Hvordan med den? Vi ved, at der ligger kæmpestore Vanskeligheder for Landene, ogsaa for vort. Det bliver en Oprydningens og Opgørets Tid, hvor vi vil blive stillet paa svære Prøver. Al den retfærdige Harme, der har samlet sig i Hjerterne i disse Aar, vil have Luft, men her skal vi være paa Vagt. Vanskeligst er det at tøjle den overfor alle dem i vort eget Folk, som uden Skrupler har jaget Dolken i Landsmænds Ryg, enten i aabenlyst Forræderi eller for Judaspenges Skyld. Men det er ogsaa svært at holde den tilbage overfor den Nation, som lumskeligt overfaldt os og har trampet paa os, pint og plaget og udplyndret os trods højtidelige Overenskomster, de selv havde sluttet med os. Her har Kirken et Ord, den gerne vil have sagt.

”Kirken har Ordet” var Overskriften paa en lille Artikel fornyligt i et Fagskrift.

Forfatteren mente ikke dermed, at nu var der tilstrækkeligt mange, der allerede havde haft det, og at Turen nu endelig kom til Kirken. Nej, han mente dermed, at Kirken har det Ord, som ikke har sin Myndighed fra Mennesker, men har det fra Gud. Ordet, som kan staa alene. Det er ikke Kirken, der bærer dette Ord, men det er dette Ord, der bærer Kirken, fordi det er det Ord, der bliver staaende, naar alt andet ramler. Det Ord, hvorom Jesus selv siger: Himmel og Jord skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa. Hvad siger da dette Ord til os i Dag i denne Situation, i Opgørets Time:

1)     Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgæves. Det regner med, ja det kræver en Øvrighed, der sikrer alle Ret og Retfærdighed. Det fastsætter Straf for Ugerningsmænd. Vi kræver ikke Hævn, men retfærdig og haard Straf over dem, der saa frygteligt har tilsidesat alle menneskelige Krav til Menneskelighed og Retfærdighed. Forbryderne, de hjemlige eller de fremmede, maa ikke gaa fri for en retfærdig Straf. Det er simpelthen stridende mod Guds Ord og Lov at lade en skyldig slippe uden Straf. Det er oprørende mod alle dem, der har lidt uden Lige i disse onde, retsløse Aar.

2)     Men saa taler det samme Ord ogsaa om Barmhjertighed. Naar Retten en Dag er sket Fyldest, saa kræves der, at vi skal være barmhjertige. Røveren paa Korset fik sin velfortjente Straf, og da han forstod og angrede sin Synd, friede Jesus ham ikke for denne Straf, skønt han kunde have gjort det, som han kunde have frelst sig selv, men han viste ham Barmhjertighed i den kommende Verden. Her havde han forbrudt sit Liv, men Jesus gav ham et andet: I Dag skal du være med mig i Paradis. – De, som i disse Aar uden Skrupler har taget uskyldiges Liv og maaske har tilføjet dem navnløse Lidelser først, lad dem have deres Liv forbrudt. Men der er andre, hvis Brøde ikke er saa stor. Dem skal vi efter udstaaet Straf give en Plads iblandt os igen. En Dag skal de møde Barmhjertighed og Tilgivelse, thi det har vi selv Brug for hos Gud.

Og naar vi tænker paa den Nation, som har sluppet Helvede løs paa Jorden, saa lad os ikke glemme, at ogsaa i den har vi kristne Brødre og Søstre, der har lidt de samme Kvaler som vi, og klart og tydeligt har protesteret mod Retsløshed og Overgreb. Lad os ikke glemme Pastor Niemøllers Navn eller Biskop Worms i München og fra katolsk side i Kardinal Fauthaber og Biskop von Galm i Münster – Mænd som aldrig gik paa Akkord med Nazismens dæmoniske Aand.

Og vi maa heller ikke glemme, at i de rædselsfyldte Koncentrationslejre har tusinder og atter tusinder af tyske Mænd og Kvinder sat Livet til. Der er en Rest i dette Folk, som ikke har bøjet Knæ for Baal, og som Blues (føler skam, red.) ved Tanken paa, hvad det nazistiske Tyskland førte over Menneskeheden af hidtil uhørte Rædselsgerninger. Glem ikke dette, naar Hadets Tanker er ved at bryde frem i dit Sind!

Og saa vender vi os da mod den kommende Dag med Tak til den Gud og Fader i det Høje, som underfuldt har forskaanet os for Krigens værste Hærgning og i Naade har skænket os det kostelige gode, der hedder Frihed, et Gode vi først maatte miste for ret at forstaa, hvad det var værd. Gud hjælpe os til at leve den Naade værdig! Han bevare vor Konge! Han velsigne vort Land!

AMEN.

Prædiken af Niels Emil Jessen
Høje Taastrup Kirke, 6. maj 1945

 

Den 5. maj 1945 - befrielsesdagen - faldt på en lørdag.
Alle danskere var ude for at fejre befrielsen.
Her er det fem glade kvinder foran Magasin på Kgs. Nytorv


Denne søndag prædiker Niels Emil Jessen ikke over den foreskrevne bibeltekst. Han betegner da heller ikke gudstjenesten som en højmesse, men som en "takkegudstjeneste".

Da Niels Emil Jessen om aftenen den 4. maj 1945 får budskabet om Danmarks befrielse for den tyske besættelse, må han have besluttet at droppe den planlagte prædiken for i stedet at prædike om den glæde og pligt, som befrielsen fremkaldte.

Det er værd at lægge mærke til, at Niels Emil Jessen ikke bare lovpriser den genvundne frihed, men også lægger stor vægt på den kristne pligt til forsoning med de danskere, som i krigsårene har hjulpet tyskerne.