Aftengudstjeneste med udblik til fortællingen om Marie Grubbe

Sladder og gudstjeneste

Alle tiders suverænt største sladderhistorie har tråde til Høje Taastrup. Det er adelskvinden Marie Grubbe, der skaber den forbindelse.

Da Marie Grubbe i 1691 skal skilles fra ægtemanden Palle Dyre, er hun den, som alle i Danmark taler om. Og det bliver den tidligere præst ved Høje Taastrup Kirke, Søren Sørensen Glud, der som biskop skal dømme i den store skilsmissesag.

Marie Grubbe er den person i danmarkshistorien, som har været årsag til den mest omfattende sladder, nysgerrighed og omtale. Grevinde Alexandra blegner ved siden af. Det samme gør andre af ugebladenes yndlinge, som Simon Spies, Caroline Wozniacki eller Fie Laursen.

Der mangler ikke noget, når det gælder Marie Grubbe. Som teenager var hun ombejlet ved de kongelige baller i København. I en alder af 17 år blev hun gift med en søn af kongen og hans elskerinde. I årene efter talte alle om hendes mange elskere. Og da hun døde fattig og udstødt som 75-årig, fortsatte sladderen og fascinationen.

Ludvig Holberg beskriver i 1748 hendes skæbne. I 1824 er det St.St. Blicher, der bruger hendes livshistorie. I.P. Jakobsen skriver sin romaner om Marie Grubbe i 1876. Og fascinationen er fortsat med Juliane Preislers ”Kysse Marie” fra 1994, og Lone Hørslevs ”Dyrets år” fra 2014.

Aftner i kirken

Marie Grubbe er også interessant for Høje Taastrup Kirke i efteråret 2018. Det kan opleves de onsdage, hvor der hen under aften er en bramfri gudstjeneste.

- Gudstjenesten vil blive knyttet sammen med historien om Marie Grubbe, som vi møder den i Steen Steensen Blichers ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog”, forklarer sognepræst Jesper Knudsen.

- Forhåbentlig vil det så vise sig, at der er en sammenhæng mellem kristendommen og Marie Grubbes skæbne, når vi mødes i Høje Taastrup Kirke onsdag den 29. august kl. 19.

Marie Grubbe bliver som 17-årig gift med en kendis og lever et jetset-liv under stor bevågenhed i den allerøverste del af samfundet. Hun har forskellige elskere og ender med at blive skilt.

Senere bliver Marie gift med en ny adelig mand. Men ægteskabet keder hende, og hun forelsker sig i en af godsets ansatte. Efter en voldsom skilsmisse flygter hun med sin nye elsker til Falster, hvor de lever et fattigt liv.

Præsten og forfatteren Steen Steensen Blicher skrev i 1824 "Brudstykker af en landsbydegns dagbog".

Dagbogens fortælling er baseret på den adelige Marie Grubbes liv (1643-1718). I dagbogen, som foregår 50 senere end den faktiske begivenhed, kaldes hun frøken Sophie. Dagbogens forfatter er den begavede bondesøn Morten Vinge.